Hjemmeside for Høkassen

Rudolf Steiner gårdbørnehave og vuggestue

 

Kontakt


Nedermarken 8, Ørsbjerg

5560 Aarup

tlf 63430032

hokassen@mail.dk

 

Høkassen har til huse på den økologiske gård Nørregård.

 

Gården er en firlænget gård, hvor den ene længe bruges til økologisk gårdbutik og bageri, den anden længe til bostedet Bernardshus, som huser 5 unge psykisk udviklingshæmmede.

I den ene halvdel af stuehuset bor ejerne af gården. Den anden halvdel af stuehuset samt tilhørende have danner rammerne om Høkassen.

 

Gennem en tur i den dejlige store have vil man møde træer, buske og store stubbe, blomsterbede, urtehave, en bålplads og en stor sandkasse med gryder, potter, pander, trillebør m.m. Haven ansporer til leg og fysisk udfoldelse på mange planer. Vi prioriterer udelivet højt, og det er i pædagogikkens ånd at børnene skal sanse og udforske naturen og elementerne i deres frie leg ude. Samtidig er voksenaktiviteter i haven et godt grundlag for børnenes lyst til efterligning.

 

Inden døre er væggene laserede med naturvenlige og giftfri materialer. Der er brugt plantefarve og bivoks i pastelfarver. Det giver væggene en glød, dybde og blødhed som skaber en varm og dejlig atmosfære.

Der er taget udgangspunkt i Goethes farvelære og følgende farver er valgt:

Gul i entreen: Byder barnet varmt velkommen

Rød i spiseafdelingen: Styrker fordøjelseskræfterne

Grøn i køkkenet: Virker aktiverende

Rosa i stuen: Virker beroligende

Blå i eventyrrummet: Virker samlende, øger koncentrationen.

 

Legetøjet er fremstillet af ægte naturvenlige materialer som fx uld, træ og metal i simple udførelser for at nære barnets sanseindtryk og fantasi.

Ligeledes er køkkenredskaber, potter og lignende rigtige eller korrekte i miniature, for at styrke efterligningstrangen.

Dukkerne er efter Waldorf-princippet med kun antydning af øjne og mund. Derved kan barnet selv forestille sig dukken glad, sur, trist osv.

Dele af stedets inventar fx puder og tæpper benyttes som byggeredskaber til huler, borge og slotte.

 

Møblement: Vi vil gerne skabe en hjemlig atmosfære, hvorfor vi ikke har institutionsmøbler, møblerne er gedigne i massiv træ, bomuld, uld, hør o.lign. for at give et ægte sanseindtryk. ”Ting skal gøre sig ud for det de er” Hvis en stol ser tung ud, så skal den være tung.

Der er ingen spejle, for at styrke barnets indre opfattelse af sig selv.

 

Kunst/udsmykning: Billeder og årstidsborde er afstemt efter årstiden og har til formål at give indtryk af varme, ro, skønhed og fantasi.

 

Mad: Der laves varm vegetarisk mad 4 dage om ugen. (En dag om ugen medbringes madpakke). Varerne er som hovedregel af økologisk/biodynamisk kvalitet og valget af fødevarer og kostplan er i overensstemmelse med Rudolf Steiners menneskesyn.

Velkommen