Høkassen fra A til Å
Aflevering
Alle børn bedes møde i Høkassen senest kl. 9.00. Når børn afleveres i Høkassen, foregår afskeden mellem barn og forældre i garderoben. En af de ansatte vil møde børn og voksne med et goddag og et håndtryk. Vi vil anbefale jer at gøre afskeden kort, og de ansatte hjælper gerne barnet ind i Høkassen. Vi spiser og synger godmorgen
kl. 9.00 og af hensyn til koordinering af de daglige gøremål er det nødvendigt for os at gå i gang kl. 9.00.
Afhentning
Alle forældre er velkomne til at blive en stund i Høkassen, når barnet afhentes. Det kan være barnet har brug for at lege sin leg færdig. Hver dag ”hopper” pædagoger og børn farvel med hinanden.
Høkassen lukker kl. 16.00, så man må hente sit barn, så man kan være ude af døren kl. 16.00
Beskeder
På hylden i garderoben ligger to bøger, en hvor alle forældre kan skrive, hvornår barnet hentes og bringes til Høkassen. Det er en stor hjælp for os at alle forældre skriver tiderne ned. Dels kan vi planlægge dagens aktiviteter efter det, dels kan vi give børnene svar, hvis de spørger, hvor længe der er til de bliver afhentet. I den anden bog vil vi skrive lidt om dagens gang i Høkassen, her er forældre også velkomne til at skrive beskeder eller andet til glæde for alle.
Barnevogne
Vuggestuebørn der sover til middag bedes selv medbringe barnevogn, fluenet, regnslag, madras, dyne og pude.
Bleer
Børn der bruger bleer medbringer selv bleer hjemmefra, de ansatte vil gøre opmærksom på, hvornår bleerne er brugt op.
Betaling
Skal ske d. 1. i måneden til reg. nr. 8401 konto 0001069212
Fødselsdage
På barnets fødselsdag er forældre velkomne til at deltage. Barnet medbringer en kage hjemmefra. Lige inden frokost vil barnet blive fejret med fødselsdagseventyr og gaver. Efter frokosten spises den medbragte kage. Da det er en stor oplevelse for barnet anbefales det at barnet holder fri kl. 12 på sin fødselsdag, hvis muligt.
Hvis forældre ønsker at holde fødselsdag for ”vennerne fra Høkassen” derhjemme, vil vi bede om at dette foregår uden for børnehavens åbningstid og at invitationer sendes ud til børnene, så ansvaret ligger hos forældrene.
Fester
Der afholdes en del små årstidsfester i Høkassen, nogle er kun for børn og foregår i børnehaves åbningstid andre er også for forældre og foregår om aftenen. Inden hver fest vil I modtage besked om den enkelte fest.
Garderobeplads
Hver fredag skal garderobepladsen tømmes så der kan gøres rent i garderoberne. Skiftetøjet bringes med hjem, så der evt. kan suppleres op.
Indkørsel
Af hensyn til Nørregårdens beboere og naboer vil vi gerne bede om at forældre benytter sig af indkørslen fra Nedermarken og parkere på parkeringspladsen, (og ikke i gårdspladsen foran Høkassens dør) når børn hentes og bringes i bil.
Legetøj
Børn må gerne selv medbringe legetøj, bare det ikke er for meget ad gangen. Hvis der bliver ballade over medbragt legetøj, ligger vi legetøjet til at ”sove” på garderobepladsen.
Medbring gerne solidt legetøj, da det bliver prøvet hårdt af i Høkassen. Af hensyn til de små må der ikke medbringes legetøj i små dele.
Det er på eget ansvar at medbringe legetøj og det erstattes ikke, hvis det bliver væk eller går i stykker.
Madpakker
Hver onsdag medbringer barnet selv madpakke og drikkedunk til skovturen. Vi vil bede om at drikkedunken indeholder vand og at madpakken er sund, nærende og ”skovtursvenlig” dvs. store humbler grønt og frugt og evt. ”klapsammen-madder”. Vi vil gerne frabede os at madpakken indeholder slik, kager, pålægschokolade, nutella, youghurt, kindermælkesnitter o.l.
Rosiner, figenstænger og ostehaps må gerne medbringes.
Meddelelser om sygdom/fri
Hvis jeres barn er syg eller holder en fridag vil vi bede jer om at ringe inden kl. 9.00 den pågældende dag. Indtal gerne en besked på telefonsvareren.
Det er en stor hjælp for os, hvis I skriver i mødebogen i garderoben, hvis I på forhånd ved barnet holder fri en bestemt dag.
Skiftetøj
Hvert barn bedes medbringe mindst 2 sæt ekstra tøj: 2 par strømper, 2 sæt undertøj, 2 bluser og 2 par bukser og en varm trøje. Medbring indesko året rundt. Vi er ude hver dag og i alt slags vejr, derfor er det vigtigt at barnet medbringer tøj efter vejret. Vi vil anbefale uldundertøj om vinteren og gerne handsker som er vandafvisende. Forår, sommer og efterår medbringes regntøj og gummestøvler.
Sommer
Når det er sommer bedes børn være smurt ind i solcreme hjemmefra. Vi smører ind i solcreme igen om eftermiddagen. Solhatte og sandaler bedes medbringes.
Samtaler
Alle får tilbudt en samtale årligt omkring deres barns trivsel i Høkassen. Alle nye børn og forældre bliver tilbudt samtale ca. 3 mdr. efter opstart i Høkassen. Børnene deltager ikke i samtalerne.
”Taletid”
Det er vigtigt for os at have en åben og ærlig dialog med alle forældre. Vi tror på at børnene mærker om forældre og pædagoger er gode samarbejdspartnere. Derfor er det vigtigt at eventuelle bekymringer eller uoverensstemmelser altid drøftes uden børnenes tilstedeværelse. Det gælder både hjemme og i Høkassen. Hvis vi har bekymringer eller noget vi vil drøfte med jer omkring jeres barn, vil vi ringe til jer om aftenen eller aftale et møde. Vi ønsker at I forældre altid henvender jer til os, hvis der er noget i er utilfredse med eller har bekymringer om. Både når det handler om jeres barn eller noget i Høkassen generelt. Læg en seddel til os, ring eller bed om et møde.
Det er sundt for børnene at blive skånet mest muligt for voksensnak og voksenproblemer.
Derudover vil vi selvfølgelig også gerne både give og modtage ros og positive bemærkninger.
| Tilbage til Høkassens forside |